mandag den 14. juni 2010

Dag 20

Jeg har det, som Tornerose må have haft det, da hun vågnede efter 100 år: Hvor blev alle de dage dog af? Som om nogen har fingeret ved min kalender; revet siderne ud, ganske enkelt.
Eller var det fjernelsen af pixels hin aften, der virkede lidt for effektivt...
Megen lærdom er løbet i åen siden da. Jeg håber ikke, det hele er røget ud med badevandet.
Vores lærer afprøver forskellige pædagogiske metoder: tale hele dagen, arbejde dagen efter (Sharepoint Designer); tale lidt, arbejde lidt, tale lidt, arbejde lidt (Flash). Det er svært at sige, om den ene metode virker bedre end den anden, eller det ene redskab passer bedre til mig end det andet; Flash tiltaler mig i hvert fald mest indtil videre.

torsdag den 27. maj 2010

Dag 8

Jeg ved ikke, hvad det stadie hedder, jeg er nået til i processen, men det er klassisk - for mig i hvert fald. Alt, hvad jeg foretager mig, bliver formateret til det format, jeg arbejder intensivt i. F.eks. skulle jeg købe balsam i supermarkedet; jeg ledte på hylderne, og ledte... og fandt ingen balsam, men en hårmaske. Jeg anede ikke hvad det var, men det lød som overskriften på det, jeg havde arbejdet med hele dagen :-)
Da jeg så var gået i seng, kløede det på ryggen, I ved lige der, hvor jeg ikke rigtigt kan nå. Og selve kløen var ikke længere en følelse, men pixels der skulle fjernes. For hvert strøg med mine skarpe negle forsvandt endnu nogle pixels, og endnu nogle.. Og de farver som fremtrådte på indersiden af mine øjenlåg, blev til pixels. En ny måde at tælle får på faktisk; man tager dem pixel for pixel og når alle farverne er væk og der kun er sort tilbage, skulle man gerne falde i søvn. Men det virkede ikke. Jeg tænkte, at det måtte blive dagens blogindlæg.
Nu vil jeg prøve forfra.

onsdag den 26. maj 2010

Dag 7

Jaja, der kan I bare se: hvis der lige går nogle dage, glemmer jeg jo, hvad en etikette er, eller titel. Det er ikke god etikette; ikke i denne nye verden. Jeg grifler ned, for jeg ved, at tre skridt henne har jeg allerede glemt det første.
I dag lettede tågen endnu mere. Jeg fik ligefrem lyst til at fortsætte hjemme, men tiden - ak - tiden...
Måske skulle jeg alligevel lige prøve? Jeg har jo nogle billeder.. Vi har lært at løsrive en person fra dets omgivelser (var der nogle der tænkte mønsterbryder og social arv?) og placere samme i helt andre omgivelser, uden det kan ses. På vej hjem kørte jeg forbi flere reklamestandere, hvor netop den teknik var brugt. Og det sjove er, at jeg jo også kan se, hvor det er brugt uhensigtsmæssigt, eller hvor der ikke har været tid, til at gøre det grundigt. Det, jeg før bare syntes, så dumt ud.
Vi har også lært at gøre dag til nat, høj sol til torden og lynild. Det er sjovt.
Tænk, at jeg nogen sinde skulle blive bidt af at sidde foran en computer ;)

No på webkursus

Endelig øjner jeg mulighederne i de programmer jeg har prøvet at få mening i... og ikke forstået en pind af. Programmer jeg har leget med og opgivet. Alle de små symboler som træder frem til højre og venstre på min skærm, når jeg åbner Illustrator eller Adobe InDesign CS2, ketchup.. eller hvad de hedder alle sammen. Jeg har dem alle sammen lige hernede forneden; de dukker frem, når jeg kører musen helt i bund, ud af tågen.
Og symbolerner: pensler, pipetter, lassoer (jeg har aldrig helt forstået, hvordan en lasso passede ind) det er et helt sprog for sig; farver og figurer.
Måske jeg også selv finder ud af tågen de kommende dage, uger... år

onsdag den 19. maj 2010

Dag 3

Mit hovede er et festfyrværkeri af indtryk. Nå jeg lægger det på puden, bliver det liggende vågent længe i en blandet tilstand af stand by og hektisk aktivitet. Er jeg tæt på at forstå hvorfor min computer indimellem ikke reagerer på mine anmodninger?
Hvad har jeg lært? At blyantspidseren sidder i hukommelsen og fingrene. Indsigt og handling.

mandag den 17. maj 2010

Dag 1

En masse nye ord og begreber.
Begreb og begribe er vel samme sprogstamme; jeg håber sammenhængen viser sig i løbet af noget tid.
Efter 6 timers introduktion til kurset har jeg oprettet en blog.
Skriveblogkering...